Om stress

Det sniger sig kraftedeme ind på dig…

Man føler sig ganske rigtigt en smule ved siden af sig selv, men man tænker at det nok går over. Det gør det bare ikke. Det startede med at jeg blev ked af det, så blev jeg irritabel og så begyndte jeg at glemme. Der var faktisk en periode, hvor jeg tænkte at jeg var blevet pre-dement. Det lyder nok lidt fjollet, men jeg blev faktisk oprigtigt bekymret.

Jeg plejer at huske rimelig godt….ja det kommer selvfølgelig an på hvad der er tale om. Jeg er ikke så god til at huske alt hvad der sker indenfor dansk politik, men jeg ved hvem Gossip Girl er og jeg ved altid hvor mine nøgler er.

Jeg er typen der lægger mine ting bestemte steder så jeg aldrig mister dem, for der er ikke noget værre end at skulle stresse rundt på vej ud ad døren, fordi man ikke lige kan finde nøglerne eller sin oplader eller whatever, så jeg har faste pladser til mine ting.

Men pludselig kunne jeg ikke finde ud af hvor jeg havde lagt noget. Jeg kunne ikke huske mine aftaler og selvom folk nok så betænksomt sagde ”så skriv dem ned i en kalender!” så virkede det ikke, for så glemte jeg bare at jeg havde en kalender. Så skrev jeg det ind på min iphone så jeg fik notifikationer, men så snart jeg havde tjekket, havde jeg glemt det igen.

Det værste er når jeg er i gang med at sige noget og jeg så glemmer hvad det var jeg ville sige, så siger folk ”så var det nok ikke så vigtigt”. Den sætning er til at lukke op og skide i, for jo gu fanden var det vigtigt. Jeg glemmer ikke selektivt. Jeg glemmer ALT!

Hvis du bad mig hente din medicin på apoteket og du understregede at det var et spørgsmål om liv eller død, så ville jeg glemme det. Og der ville stå på din gravsten ”så var det nok ikke så vigtigt!”.

Jeg fik stress grundet en arbejds-relateret situation, som betød min totalt mentale undergang. I hver fald i en periode. Jeg tænkte at så længe jeg bare fik hevet mig selv ud af situationen, så skulle det nok gå. Jeg valgte derfor at sygemelde mig og efter uger med mobning og lettere chikane besluttede jeg aldrig at vende tilbage. Kun for at aflevere mine ting. Fagforeningen sagde at jeg skulle være forberedt på at blive opsagt, men at det jo var planen, da jeg havde sagt at jeg ikke ville sætte mine fødder på den arbejdsplads igen, da jeg synes jeg var blevet behandlet fuldstændig tåbeligt respektløst og unde al kritik.

Jeg planlagde at raskmelde mig dagen for min opsigelse, så jeg kunne finde mig et nyt og bedre job. Så det gjorde jeg, altså raskmeldte mig. Jeg fandt hurtigt noget nyt, blev endda opfordret til at ansøge og kom til jobsamtale og opfølgende samtale kort tid efter.

Jeg var så nervøs og jeg vidste godt inderst inde, at jeg slet ikke var klar, men det var jo først med opstart efter sommer, så jeg tænkte at det nok gik og jeg havde tid til at komme ovenpå.

Jeg saboterede mig selv fuldstændig til de samtaler. Jeg sagde nogle kloge ting, men jeg sagde dem på en måde jeg godt vidste var uprofessionel. Det gik op for mig da lederen ringede og sagde til mig, at jeg ikke var blevet ansat, hvor lettet jeg var og at det faktisk var det jeg havde håbet på. Derefter besluttede jeg at det nok var bedst med en deltidsstilling. Faktisk har jeg ingen planer om nogensinde at arbejde fuldtid grundet min kronisk overbelastede hjerne og lysten til at skrive og være kreativ.

Jeg besluttede mig derfor for, at fortsætte med at søge, men kun tage imod en stilling jeg virkelig kunne se mig selv i. Det er slut med at nøjes.

Jeg sidder så på det der pisse fucking neder, men nok så smarte jobnet og skal søge samtlige ledige stillinger som jeg på ingen måde er interesseret i og da jeg skal skrive ansøgning for 5 gang og for 117 ikke kan huske hvilke ord jeg har i mit ordforråd, så knækker filmen.

Jeg havde slettet en sætning fordi den lød idiotisk og forvirrende og jeg ville omformulere den. Jeg ved godt hvad jeg vil skrive i stedet. Det lyder rigtig godt. Jeg sletter sætningen og skriver det første ord. Pludselig har jeg glemt resten.

Jeg går et stykke tilbage og læser op, for på den måde at komme i tanke om hvad jeg ville skrive. Det hjalp ikke. Jeg vidste jo godt hvad jeg ville skrive, men jeg kunne ikke formulere det. Mit sprog forsvandt. Jeg blev frustreret. Jeg ville skrive noget med ordet ”bidrager”, men jeg kunne pludselig ikke huske det ord. Jeg brød grædende sammen, for det var omkring 10 gang i selvsamme ansøgning at det var sket.

Men du kan da sagtens skrive blog –tænker I så. Ja…ja det kan jeg åbenbart. Men det er jo også min hobby og en aktivitet hvor intet bliver krævet af mig. Det skal dog siges at det sidste indlæg jeg skrev, tog mig 3 dage at skrive. Normalt bruger jeg en til to timer. Så stressen skinner igennem i alt hvad jeg gør.

Jeg glemmer forskellige krydderier i min madlavning, jeg glemmer at vande blomster og jeg kan slet ikke overskue at skulle noget.

Men jeg sad der midt i min ansøgning og brød helt sammen. For hvordan skal man kunne varetage et arbejde, når man ikke engang kan holde til at skrive ansøgningen? Det kan man ikke. Så jeg sygemeldte mig igen dagen efter og det lettede helt vildt. Jeg talte i telefon med de sødeste mennesker hos min a-kasse og på kommunen, som var meget forstående i forhold til stress. Det havde jeg af en eller anden grund ikke regnet med. Måske fordi man hele tiden ser videoer og opslag på de sociale medier om hvor lidt folk forstår at sætte sig ind i det. Men jeg blev heldigvis mødt med forståelse og omsorg.

Så nu holder jeg sommerferie på ubestemt tid. Jeg har ikke særligt mange penge, men jeg klarer mig. Det vigtigste er at jeg har det godt og gør hvad der gør mig glad.

Jeg håber aldrig for jer at I får stress. Det er pisse stressende!!!

Så hvis nogen I kender får stress, så vær sød at lade være med at sig ting som ”så var det nok ikke så vigtigt alligevel” eller ”skriv det dog ned i en kalender” eller ”det kan ikke betale sig at være stresset, hold dog op med det!” –især sidstnævnte er fuldkommen retarderet. Hvis man bare sådan kunne lade være, tror I så ikke man havde gjort det? Du siger jo heller ikke til en person i kørestol, at denne bare skal rejse sig og gå, for det kan jo ikke betale sig at være handicappet. Det er ikke noget man har valgt. Hvem fanden ville vælge det?

Hvis nogen I kender får stress, så skal I være tålmodige og overbærende, for man kan altså virkelig ikke gøre for det og man vil bare så gerne virke igen. Og det kommer man selvfølgelig også til, men det er ikke til at sige hvor lang tid det kan tage. Der er desværre ikke en deadline på stress.