Kære læsere.
Jeg bliver simpelthen nødt til at råbe op om noget jeg har
bidt mærke i, mange gange de sidste mange år.
Dog i særdeleshed på det seneste, hvor jeg har været gravid
og min krop har været i massiv udvikling. Ofte skriver folk til mig og spørger
ind til min tilstand som gravid og jeg svarer, her på sidste etape af
3-trimester, at jeg er pisse træt af at være gravid og bare glæder mig til, at
min krop samarbejder med mig igen.
Dette tager, alle jeg har været i kontakt med, som et udtryk
for, at jeg er træt af at være tyk eller tung. At jeg ikke kan overskue at have
taget på eller at jeg efterfølgende kan risikere at få lidt løs hud og måske
endda strækmærker.
Det forarger mig helt vildt! Samtidig gør det mig trist, for
jeg tænker at det må være sådan de selv har, eller har haft det. Eller at mænd,
som antager dette, har haft partnere, som har haft det sådan.
Det er da vitterligt super ærgerligt! Nej det er altså ikke
sådan jeg har det! Jeg har hævede slimhinder i bihulen, som giver mig konstant
prop i venstre øre og det driver mig til vanvid ikke kan kunne samtale normalt
med folk uden at blive overdøvet af min egen puls og vejrtrækning. Det gør det
meget svært at koncentrere sig….også om hvad andre siger. Så jeg savner at kunne
være 100% opmærksom!
Jeg er voldsomt træt af at være forstoppet og oppustet. Jeg
drukner mig selv i svesker og A38, men alligevel skider jeg 30cm lange og tykke
beton-lorte, som flækker mit stakkels ømme røvhul, så jeg flere gange ugentligt
må sidde og proppe et hullet plastikrør op i min flækkede tarm og sprøjte AC3
smertestillende, hæmoride og fissur behandlende medicin ind, så jeg kan skide
uden at dø! Jeg tager, efter 2 dage uden afføring, enten en lavement eller
noget afføringsmiddel….eller begge dele, for at fungere som et normalt
menneske. Jeg har heldigvis ikke behøvet det ofte. Men de 7 gange jeg har gjort
det, har været mere end rigeligt!
Dertil kommer mine rygsmerter. Jeg har heldigvis ikke
bækkenløsning, men jeg har altså psoriasisgigt og af en eller anden årsag, så
har jeg faktisk ikke haft et eneste udbrud under graviditeten. Jeg har dog
spændinger, som har sat sig som kramper i de lange muskler til højre for min
rygrad. Hvis jeg bliver stresset eller sidder for længe i samme stilling, så kramper
de op og så forværrer disse kramper desuden mine slimhinder, i og med at jeg
stresser, så det giver mig ekstrem prop i øret og så kan jeg slet ikke finde ud
af at menneske. Det har flere gange resulteret i et udmattende hysterisk
anfald, grundet frustration.
De hævede slimhinder giver desuden også en hel masse slim i
bihulerne, som jeg ikke kan få ud gennem næsen, men hele tiden skal sidde at
synke. Så jeg kan føre en samtale med min partner og pludselig må jeg stoppe
op, fordi jeg drukner i slim og skal snorte for hårdt og ulækkert og lige sluge
en tyk klump slim, før jeg kan snakke videre. Prøv lige at forestil jer, hvor
festligt jeg synes det er at tale i telefon med folk…!
Nå men det er i hvert fald mine værste graviditetsgener. Og
det er dem jeg glæder mig til at slippe af med!
Men jeg bliver simpelthen så ked af det, når folk antager at
det er mit udseende jeg har et problem med eller det, at jeg skal tabe min
graviditetsvægt bagefter. Jeg bliver virkelig virkelig trist.
Jeg fucking elsker min kæmpe tykke mave. Jeg synes den er
smuk! Den er et vidunder! SE MIN SMUKKE MAVE!!!
Prøv lige at se den skønhed! Den rummer et liv! Et liv den
har groet og givet næring i mange måneder. Et liv, som betyder alting i min
verden. Den her mave rummer alverdens lykke! Den her mave rummer min største
drøm og alt hvad jeg nogensinde har ønsket mig. Den rummer formålet med mit
liv. Den rummer al den kærlighed, som to random mennesker har bygget op sammen
igennem hjertesorger, udvikling og eventyrlig kærlighed. Min mave rummer ønsket
og viljen til at skabe et liv sammen resten af vores dage. Et skridt i livet,
hvor vi har valgt at skabe noget større end os selv i troen på, at vores
kærlighed kan være fundament for skabelsen af nyt liv og ny kærlighed.
Min mave er et symbol på alt dette og alle efterladte spor
er kærlighed og stolthed over, at have været med til at skabe noget nyt. Det er
ikke overvægt. Det er skønhed i sin reneste form! Jeg er ikke ked af størrelsen
på min mave. Jo større jo bedre!
Jeg er ikke bange for, om jeg kan komme af med min
graviditetsvægt. Jeg har ingen planer for livstilsomlægning bagefter og nej,
jeg tager sgu ikke i fitnesscenter. Selvfølgelig er jeg glad for min talje, for
jeg har kæmpet mig fra en mave fuld af fedt, til en sund krop. Det er jeg
selvfølgelig stolt af og jeg elsker mit udseende, men det er altså bare en
bonus for mig. Jeg valgte at tabe mig, så jeg kunne blive sund, glad og gravid,
og se mig nu!
Folk tror at jeg har tabt mig for at blive lækker. Hvad
fanden er det for en underlig antagelse??? Jeg er tilfældigvis bare pisse
heldig at se ud som jeg gør og jo det er jeg da selvfølgelig helt vildt glad for.
Men jeg tabte mig sgu ikke for at være lækker. Jeg tabte mig for at blive glad!
Og så tænker folk ”jamen man bliver da også glad, når man er lækker!” Nej…det
gør man altså ikke. Man kan godt være lækker og deprimeret. Man kan godt være
lækker og stresset. Man kan godt være lækker og et miserabelt røvhul…eller i
mit tilfælde, have et miserabelt, flækket røvhul.
Jeg har psoriasisgigt, jeg har CPTSD og jeg var
traumatiseret, spiseforstyrret, deprimeret og ulykkelig og jeg tabte mig, fordi
jeg ville have en sund krop og et sundt liv. Jeg ville udvikle mig og jeg havde
en fremtidig drøm om at få børn med min partner. Første skridt på vejen, var
vægttab og indre udvikling. At jeg tilfældigvis blev lækker og har en talje som
en fucking disney-prinsesse er da bare mega dejligt for mig. Det praler jeg da
glædeligt med, for det er da helt klart en bonus som gør mig glad og tilfreds
med noget så overfladisk som mit udseende. Jeg elsker at dulle mig op og jeg
elsker at vise mig frem, for jeg er pisse stolt af mig selv. Men jeg er stolt
af mig selv fordi jeg er stærk. Fordi jeg har kæmpet og nået mine mål i livet
indtil nu.
Mit kæmpe vægttab har efterladt sig lidt løs hud på mine
overarme og inderlår. Jeg har herre meget appelsinhud på mine lår og røv og jeg
har en blød mave….og ved I hvad? Jeg elsker det! Jeg elsker min krop! Jeg har
ikke behov for at få opereret det væk med kirurgiske indgreb eller skrubbe mig
selv ind i diverse cremer og tilbud om opstramning. Det med cremerne gør jeg
som en slags selvforkælelse, fordi det dufter dejligt og min hud bliver blød og
føles rar. Jeg har ikke et behov for at leve op til nogens standard. Jeg har
udelukkende et behov for at have det godt og det har jeg.
Så nej! Jeg har tabt mig for at være lækker, jeg har tabt
mig for at leve et velfungerende liv, hvor jeg er den bedste mig, jeg kan være.
Og jeg har bestemt ikke tænkt mig, at gøre noget som helst for at leve op til
samfundet og verdens idealer efter jeg har født. Jeg vil altid bare have fokus
på kærlighed og glæde og så er resten bare en bonus.
Nogle siger at jeg har
været heldig, at jeg er blevet så pæn og ikke har meget løs hud og det kan godt
være. Så hvorfor ændre på noget som fungerer? Jeg har ingen intentioner om at
være perfekt. Jeg vil bare gerne være mig. Og jeg bliver så ked af det, når
folk tænker, at man skal gå i fitnesscenter og fjerne ethvert synligt bevis på,
at man har skabt et liv. Eller at man skal gå til en kirurg og få fjernet
ethvert synligt bevis på en fortid som overvægtig. Bær dig selv med stolthed og
bær dig selv med alt hvad du rummer og er.
Sæt din egen standard og lev et lykkeligt liv, men forvent
ikke at jeg nogensinde lever op til andres.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar