Om at være en trussel

Jeg har aldrig set mig selv som en trussel for andre kvinder. Hende der som man kigger på og hader fra første sekund fordi hun er pæn. Jeg har kigget på andre og tænkt ”shit hun er smuk!” og et eller andet sted indeni har jeg nok været lidt usikker og tænkt at hun på en eller anden måde var mere end mig.

Jeg kan da også finde på at sige til en veninde ”hun er godt nok flot! Skal vi hade hende?” –dette dog kun om kvinder som ikke er søde. Man siger at man ikke skal dømme en bog på dens cover og det er også sandt, men kan man i virkeligheden lade være med at dømme, hvis en kvinde klæder sig som en polsk havneluder eller aldrig børster tænder? Jeg ville personligt ikke føle trang til at befriende et menneske der ikke kan finde ud af at holde sig selv hygiejnisk eller som ligner noget halvdelen af Rusland har været oppe i. Jeg ville ikke føle trang til det, men der kan sagtens gemme sig en smuk sjæl bag det ydre. Gad vide hvor mange bøger, der står ulæst pga sådan et cover?

Nå men det var lige et sidespor. Jeg har hele mit liv været hende, som de andre ikke ville lege med. Hende det sære barn som blev mobbet og hende den unge pige, som slet ikke kunne finde sig selv. Midt i det hele blev jeg også hende den tykke pige. Hende der ikke orkede at købe nye bukser, fordi hun aldrig kunne passe dem de havde i butikkerne. Hende der virkelig skulle samle sig for ikke at bryde sammen når hun stod i omklædningsrummet og hendes tynde veninder sagde hvor smuk hun var i den kjole. Hende der tænkte ”hold nu kæft! Jeg ved sgu da godt at jeg ligner flodhesten i pink tylskørt fra Roger Rabbit filmen!” og det følte jeg endda var en kompliment til mig selv, da jeg i grunden så mig selv mere som en strandet patetisk søko. Det var virkelig hårdt at være fed. Mest fordi jeg torturerede mig selv. Jeg var et komplet røvhul over for mig selv.

Det skulle så ændre sig noget så drastisk da jeg fik en gastric bypass operation og tabte al min overvægt. Pludselig blev jeg glad og jeg blev pæn og jeg kunne komplimentere mig selv og rent faktisk mene det. Jeg begyndte så småt at elske mig selv. Overvægten havde givet mig de ting jeg havde brug for at lære på det tidspunkt og nu kunne jeg omsider se mig selv og genkende mig selv i spejlet. Her var den kvinde jeg havde ledt efter. Her var jeg!

Med denne erkendelse fulgte en stor selvtillid og et helt nyt selvværd. Sikke en forandring. Jeg kunne se den, min kæreste kunne se den og det kunne resten af verden også. Det var så her at det så småt begyndte at gå op for mig, at nogle af mine veninder så mig som en trussel. Jeg var pludselig slankere end dem og i byen kiggede fyrene pludselig efter mig. Jeg var selvfølgelig ikke interesseret, men jeg fik pludselig den opmærksomhed, mine veninder ellers altid fik. Det resulterede i at flere af mine såkaldte venskaber gik til grunde. I starten var jeg meget ked af det, for jeg holdt jo af folk. Men jeg indså hurtigt, at folk som ikke kan lide dig når du er glad og et helt menneske, er folk du ikke på nogen måde har brug for i dit liv.

Den næste udfordring blev så at skulle møde nye mennesker. Jeg var hele tiden blevet dømt på mit udseende, men der var sgu ikke nogen der gad tage sig af den tykke pige, men hende den slanke med selvtillid og udstråling, hun var satme farlig. Jeg kunne ligefrem mærke folk aflæse mig når jeg trådte ind i rummet. Elevatorblikket og de rullende hånlige øjne fra usikre kvinder. Man når et punkt, hvor man til sidst bliver en smule social angst og egentlig ikke har lyst til at begive sig ud i verden, når man bliver mødt med den slags adfærd. Jeg er fuldt bevidst om at det bunder i deres egen usikkerhed, men det gør det da bestemt ikke mere behageligt.

Pludselig var jeg hende den smukke, hende den kønne, hende den lækre og jeg fik så mange komplimenter at jeg ikke anede, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Jeg har altid skulle kæmpe for at blive komplimenteret. Ret kedeligt faktisk. Men her stod jeg med bagagen fuld af komplimenter, overfor kvinder som havde flere kufferter end mig, som de mente manglede at blive fyldt op. Nu kan man jo ikke stjæle komplimenter fra andre, men så kan man jo ihærdigt sætte sig for, at sørge for at den nye rivalinde ikke erhverver sig flere af slagsen og måske på den måde, atter få førstepladsen med flest fyldte kufferter.

Jeg var officielt blevet en trussel. Til mit ansigt sagde kvinderne ”nu skal du altså ikke tabe dig mere!”, ”du går godt nok i stramt tøj!”, som om det var komplimenter, men det er i virkeligheden bare en lort i pæn indpakning.

Jo mere folk fornærmede mig med deres falske komplimenter og falske venlighed, jo flere selfies tog jeg. Folk kommenterede at jeg tog ret mange billeder af mig selv og fremstod som selvglad. Jeg kan kun svare, at jeg, efter alt hvad jeg har været igennem, er ret fucking stolt af at kunne være glad for mig selv! Og så elsker jeg at provokere med min nyerhvervede selvsikkerhed. Jeg elsker at tvære den ud i fjæset på dem som får ondt i røven over min glæde. JEG ELSKER DET!!! Det er min måde at sige ”fuck jer!” på og det virker fantastisk effektivt.

Så det var nok lidt selvforstærkende. Jeg gjorde det heller ikke ligefrem nemmere for mig selv at være i rum med usikre kvinder. Men jeg må ærligt indrømme, at jeg hellere vil stå ved mig selv i stor stil, end at underminere mig selv for andre. Den tid er slut!

Nu er jeg en trussel ;)