Det her kan kun blive godt! Lad os tage hul på de ting man
har gjort i sit liv, som man går og skammer sig over, er pinlige over og helst
ikke fortæller til andre. De ting du har båret rundt på et helt liv og som du
ikke kan tænke tilbage på uden at krumme tæer, få gåsehud på den u-fede måde og
som overopheder den del af hjernen som ellers er så god til at glemme eller
fortrænge alt muligt andet.
Vi har alle været der. Jeg har været der. Det er grimt og
mega pinligt. De ting jeg har gjort…og sagt….ej hvor er det pinligt!
Det har dog som regel været under indflydelse af enten
alkohol eller hjernedød forelskelse. Dog med en enkelt undtagelse. Jeg mindes
at jeg som barn så filmen Grease sammen med min mor. Her var der undertekster
på og på et tidspunkt siger en mand i sjov, at en anden mand bare har ligget
derhjemme og ”gokket den af”. I min uskyldige pigehjerne oversætter jeg ”gokket
af” til ”slappet af”. Han lå jo ned for guds skyld! Og når man ligger ned, så
slapper man jo af. Det giver da sig selv.
Nå men mig og mor møder så en af hendes mandevenner som
spørger hvad hun har lavet siden sidst og jeg, kæk og smart i en fart siger til
mors mandeven ”hun har da ligget derhjemme og gokket den af!”.
Min mors mandeven skraldgrinede og min mor blev meget pinlig
og så vidste jeg at jeg havde sagt noget forkert og at gokke, nok ikke var det
samme som at chille. Selvom jeg godt kan snydes til at tro, at gokkeri kan være
dejligt afslappende.
-den episode forbinder jeg med skam, og dette er klart en af
grundende til at jeg aldrig turde række hånden op i klassen. Tænk hvis jeg
sagde noget dumt. Så bliver man ydmyget og så er det bedst bare at tie stille.
Pga min lettere psykopatiske og ret forstyrrede mor, så har
jeg higet efter kærlighed hele min ungdom. ELSK MIG!!!! Vis mig at jeg er værd
at elske…bare en eller anden. Kys mig, hold om mig, vis mig at jeg faktisk er
noget værd. Det er verdens dårligste tilgang til forhold og til andre
mennesker. Det er så sørgeligt faktisk.
Jeg higede efter kærlighed og det resulterede i, at jeg blev
forelsket til højre og venstre. Det var som at se en person der var ved at
drukne, som hele tiden lige missede redningskransen. Sådan trådte jeg i vande i
mange år.
Det gik helt i kage i mit hoved når jeg blev forelsket. Jeg
blev ikke bare sådan lidt lun på en person, jeg blev besat! Men samtidig var
jeg skide bange og turde ikke udtrykke mine følelser, mest af alt fordi jeg
ikke anede hvordan fanden jeg skulle gribe det an. Jeg vidste jo intet om
kærlighed. Så der stod jeg, med alle mine ekstreme følelser i hænderne og
kastede dem efter udvalgte personer. Der er ikke noget som at få uopfordret
teenage-adfærd klasket i nakken som en våd vasker man prøvede at undgå.
Jeg forelskede mig på et tidspunkt i min venindes kollega.
Hun var forelsket i hans kammerat, men hun havde bestemt ingen problemer med at
score. Jeg var jomfru og stadig svært præget af manglende mental og social
udvikling. Sikke et cirkus.
Han og hans kæreste var gået fra hinanden og jeg ville
sååååå gerne kysse lidt med ham. Vi skulle til fest sammen og jeg øjnede en
mulighed. Men jeg skulle drikke mig mod til. Mere og mere mod. Til sidst var
jeg virkelig meget modig. Pisse modig. Så modig at jeg nok burde have kastet op
og gået hjem i seng…
Så kom hans ekskæreste pludselig og ville snakke med ham.
Hun vidste godt at jeg kunne lide ham og jeg havde hørt at hun ville have ham
tilbage og at hun hadet mig. Mmmmmh sladder. Så sendte hun mig sådan et blik og
jeg blev helt bekymret for at hun ville ødelægge den mulighed, jeg var næsten
sikker på jeg havde i min modige tilstand.
Hun trak ham til side og jeg kunne ikke høre hvad hun sagde,
så jeg fulgte lige lidt efter. Hun sagde jo sikkert noget grimt om mig, så jeg
ville gerne lige høre hvad hun sagde, men det kunne jeg ikke. De blev ligesom
bare ved med at gå længere og længere væk, hvilket jeg ikke helt forstod, for
jeg synes selv at jeg gemte mig rigtig godt bag væg og lygtepæl og hvad ellers.
Jeg var nok lidt overmodig.
Lige pludselig var vi kommet ret langt væk fra festen og jeg
synes det var så sært. Jeg skulle bare lige lidt tættere på, så jeg kunne høre
hvad hun sagde. Jeg skulle jo også lige snakke med ham bagefter, tænkte jeg. Det
var da fair nok!
Pludselig runger hans stemme ned ad gaden imod mig ”Vi ved
godt at du er der! Vi prøver at snakke i fred!”
Pludselig var jeg ikke så modig længere og jeg tænkte
”Hvordan ved de det? Jeg er pisse ninja lige nu!” efterfulgt af ”FUCK!!! Fuck
fuck fuck hvor pinligt mand! Hvad fanden har jeg gang i??? Det her er jo mega
sært!”.
Jeg snakkede aldrig om det igen. Jeg ville ønske at jeg
havde været modig nok til at glemme det, men det var jeg desværre ikke.
Det er nok en af de episoder i mit liv jeg synes er
allermest pinlig. Hver gang jeg ser ham går jeg den anden vej. Jeg bliver så
flov. Nu har jeg ikke set ham i mange år. Over 16år tror jeg faktisk. Det er
ret mange år, hvor jeg har gået og været pinlig over den episode. Så her
forleden dag, ud af den blå luft, så render jeg kraftedeme på ham i Ikea!!! Han
lignede sig selv. Jeg drejede om på hælen, fik mit savl galt i halsen og gemte
mig blandt nogle møbler og håbede han ikke så mig. Så er alting jo som det
plejer…
Jeg synes faktisk det er ret morsomt nu hvor jeg skriver
det. Hvis jeg ser ham igen, så hilser jeg sgu. Om end tomatrød og pinlig, men
livet er da for kort til andet. Nu skulle jeg jo gerne komme videre fra min
teenage-adfærd. Voksne kvinder render ikke rundt og gemmer sig i Ikea!
Hold kæft hvor er jeg i grunden sær til tider.
Jeg var altid sær når jeg blev forelsket. Jeg kunne slet
ikke rumme mig selv. Hvad jeg ikke har sagt og gjort for at folk skulle synes
jeg var sej. Ih guder mand!
Jeg forstod ikke konceptet at lade folk komme til mig. Det
var fordi jeg var bange for at de ikke ville gøre det og jeg så var alene. Det
kunne jeg ikke finde ud af. Jeg er heldigvis udviklet. Nu er jeg en sommerfugl,
dengang var jeg en sær larve. Lidt ligesom dem der dingler i sådan en tråd ned fra
træerne i skoven og som man hele tiden går ind i. Sådan var jeg. Der hang jeg i
min lille larve-tråd så folk ikke kunne undgå mig midt på stien hvor der var
mest trafik. Så kunne jeg bilde mig selv ind at de kom til mig, men i
virkeligheden var jeg bare klasket ned på deres arm og fandt det et passende
sted at blive hængende. Hvis jeg blev hængende længe nok kunne det være at de
ville synes jeg var lidt speciel eller måske få stockholm syndrom og lade mig
blive? Åh de gode gamle minder.
Så til alle de flotte og søde fyre jeg har været forelsket
i: oprigtigt undskyld. Jeg var ikke helt færdigbagt. Men find trøst i at jeg
synes I var rigtig pæne og jeg ikke ønskede at give jer andet end al min
kærlighed. Det er da en dejlig gave, hvis jeg selv skal sige det. At det så kom
til udtryk ved bizar adfærd som stalking tendenser og upassende humor, det er
selvfølgelig my bad. Jeg kunne ikke finde ud af det. Det var ikke heldigt og
det var ikke med vilje og hvis jeg kunne gøre det om, så havde jeg med min nu
erhvervede selvtillid og selvværd, scoret jer på stribe. I ville nok have
husket mig for noget bedre.
Jeg har engang vist mine patter til en fyr midt i baren på
et diskotek. Jeg kan ikke huske hvad han hed, men min veninde havde sagt at han
var lækker, men umulig at score. Så i min kodyle brandert tæsker jeg i stilet-hæle
hen til Mr Lækker, giver ham elevatorblikket og siger ”I´ll show you mine if
you show me yours!” så grinede han og sagde ”fair nok” hvorefter vi udvekslede
kropsdele til flittig begloelse og jeg tog med ham hjem.
Der ligger vi så på hans seng og bygger op til det helt
store, da hans kammerat som sov på sofaen pludselig vågner. Jeg kigger op,
rejser mig for at gå ud at tisse og ender ude på hans terrasse hvor jeg brækker
mig i hans potteplante. Derefter tog jeg morgenens smukkeste walk of shame i
bare fødder, hele vejen hjem til min lille lejlighed.
Det er ikke episoder jeg er stolt af det her. Men det er
fucking sjovt og jeg fortryder ikke en skid. Jeg havde en fest. Jeg har mange
flere pinlige historier, men jeg tror jeg vil lade disse tre stå for sig selv
indtil videre. I behøver ikke vide alt…endnu ;)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar