Om narcissister

Når de fleste af jer hører ordet ”narcissist” så tænker I ”egotripper”, ”selvglad” og andre helt indlysende men fejlplacerede labels.

For hvad er en narcissist egentlig? Det er en person med en personlighedsforstyrrelse. Et individ der er så komplet forskruet og ondskabsfuld, kalkulerende, manipulerende og helt uden empati for andre end sig selv.

Der er faktisk nogle helt konkrete symptomer på NPD (narcissistic personality disorder)

1.       Personen har et grandiøst syn på sig selv og sin egen vigtighed.

2.       Er optaget af fantasier om stor succes, indflydelse, intelligens, skønhed og perfekt kærlighed.

3.       Tror at hun/han er speciel og unik og kun kan blive forstået af andre specielle og unikke mennesker som dem selv eller med høj status og stilling.

4.       Kræver ekstrem beundring.

5.       Har en meget stærk følelse af selvretfærdighed.

6.       Udnytter andre.

7.       Mangler empati.

8.       Er ofte misundelige og jaloux på andre.

9.       Udviser hyppigt arrogant og overlegen adfærd og attitude.

10.   Lavt/intet selvværd.

Det kan være ekstremt svært at diagnosticere en narcissist, for de vil aldrig nogensinde indse at det er dem, der er noget galt med og vil derfor ikke søge hjælp.

Der er mange som tror at der er flere mænd end kvinder der er narcissister, men i virkeligheden bunder dette i, at kvinder langt hen ad vejen er langt mere snu end mænd og derfor har nemmere ved at manipulere og bruge sit eget køn til at spille offer og damzel in distress.

Som jeg ser det, så er det ikke en konkurrence som noget køn vinder. Når man har med en narcissist at gøre, så taber alle.

Jeg har valgt at skrive om narcissister, fordi jeg synes det er vigtigt at skabe fokus på. De er kraftedeme overalt de smålige små patetiske røvhatte og jeg er så svært træt af dem. Indsæt poorly timed holocaust joke!!! (udryddelse).

Ja det er ekstremt, men sådan føler jeg faktisk. Jeg hader dem…with a passion!

Jeg har faktisk aldrig haft et narcissist-frit liv. Ikke fordi jeg selv er en, men fordi jeg har været omgivet af dem altid. Til at begynde med kunne jeg ikke rigtig stille noget op. Man vælger jo ikke sin egen familie og som barn kan man ikke rigtig sige ”fuck dig slumso, jeg finder mig lige en ny og bedre mor” så da måtte man bare acceptere virkeligheden for hvad den var. Jeg var endt i et Grimm ”eventyr” som Askepot uden nogen fe-gudmor, uden glas-sko og helt sikkert uden prins. Men som alle eventyr, så skulle jeg lige ud og opleve verden, så jeg kunne ændre min egen historie….men det er en anden historie ;)

Jeg har simpelthen omgivet mig selv med narcissister. Jeg anede jo ikke hvad de var. Jeg tiltrak dem.

Jeg tiltrak dem fordi jeg var svag. Fordi jeg er opdraget til at føje andre og underminere mig selv for andres fornøjelse. Jeg er vant til at bukke under og gøre hvad jeg skal fordi jeg er bange. Jeg er vant til at blive psykisk slagtet og få smadret mit selvværd og min selvtillid på daglig basis, så det var det eneste jeg kendte til. Jeg fik stockholm syndrom og elskede min kidnapper, min mishandler. Jeg elskede min brutale fængselsvagt, som Rapunzel elsker Mother Gothel i ”to på flugt”. Også selvom hun slog mig, råbte ad mig, satte mig af midt på landevejen og kørte fra mig, selvom jeg kun var 7år gammel. Gav mig til en anden familie, fordi hun selv mente hun havde bedre ting at tage sig til. Jeg elskede hende mere end nogen anden. Hun elskede bestemt ikke mig. Men hun elskede at jeg elskede hende ligemeget hvad hun gjorde imod mig.

Groteske møgkælling! NARCISSIST!!!

Jeg valgte veninder, der mindede om hende, som også var narcissister. Det var jo den eneste måde jeg fungerede på. Jeg vidste det ikke dengang, men sådan udviklede jeg mig langsomt midt i al denne dysfunktion. Det giver derfor sig selv, at jeg har brugt flere år end de fleste andre, på at blive et normalt og helt menneske. Jeg kæmper stadig. Lige nu kæmper jeg mest med min kroniske PTSD. Søvnløse nætter med flashbacks, badet i sved og tårer og druknet i angst og mental klaustrofobi. Det kommer i perioder. Migræner. Anspændthed og dertil det selvdestruktive tankemønster, at jeg aldrig bliver helt god nok. Det kommer og går.

Jeg kan se en reklame på tv og alt er fint, dagen efter ser jeg samme reklame og så forsvinder jeg 25år tilbage i tiden og drukner i fortrængte minder.

Man behøver ikke være soldat og have været i krig for at have PTSD. Man kan sagtens have været fanget i sit eget hjem med en terrorist, som konstant våger over dig og aldrig lader dig ud af syne. Som hele tiden holder en pistol mod din tinding og som slår dig ned hvis du fejlagtigt kommer til at lave en lille bitte lyd.

Du skal ikke træde ved siden af med en narcissist…så bliver du skudt ned. Problemet er, at med narcissister, så ved du aldrig hvornår du træder forkert, for de skifter hele tiden mening. De er som et minefelt, hvor minerne hele tiden skifter plads og så er det op til dig at gætte og prøve at forudse hvor den næste mine ligger.

Sådan er livet med en narcissist. Du er altid i fight or flight mode. Man keder sig i hvert fald ikke, for du ved aldrig hvilket hysterisk anfald der ligger og lurer lige bag næste hjørne.

Jeg præsterede engang at lægge mine Barbie dukker på en måde som min mor mente var seksuel og hun gik fuldkommen amok og råbte og skreg hvor forkert og klam jeg var. Barbie og Ken havde danset og så havde mor kaldt på mig og så havde jeg lagt Barbie og Ken fra mig på kommoden i vores entré og det opdagede mor så, at Barbie og Ken lå der i plastisk omfavnelse. Det eneste jeg kendte til sex, var når mor havde bragt sine beundrere med hjem og lagt mig tidligt i seng og jeg kunne høre hende sige mærkelige lyde inde fra sofaen. Men i hendes hoved var det på sin plads at få en komplet hjerneblødning og straffe sin 6-årige datter, fordi Barbie og Ken lå ovenpå hinanden på kommoden i gangen.

Narcissister ved godt at det de gør er forkert. Mor behandlede mig kun sådan når vi var alene, eller hvis vi var sammen med folk, som hun bedømte ikke ville gribe ind. Og gik hun over stregen, så havde hun altid et argument klar. Det argument bestod som regel af ”du kan da bare høre efter hvad jeg siger!” og ”det er også din egen skyld, du kunne jo bare opføre dig ordentligt!”

Den sidste kom som regel efter hun havde slået mig.

Narcissister kan og vil ikke tage ansvar. Men de ved godt at de er forkert på den, hvorfor ellers skjule deres mishandling for andre mennesker? Hvis man ikke kan se noget galt i det man gør, så er der jo heller ikke noget at skjule. Du kan godt handle tomater foran andre mennesker, men du kan ikke slå dit barn midt i supermarkedet…hvorfor? Fordi det er forkert og du ved det er forkert og oveni det, så vil narcissister gerne have at andre mennesker ser dem som fantastiske. I min mors tilfælde ville hun gerne have at andre så hende som den perfekte mor. Ung, smuk og kærlig. Hun var ung, hun var smuk, men hun var kraftedeme alt andet end kærlig!

Narcissister går mere op i hvad fremmede synes, end de gider at behandle deres egne ordentligt. Det er bedre for en narcissist at en fremmed synes de er fantastiske, end deres familie synes det. Hvorfor folk heller aldrig tror på datteren når hun står frem og fortæller at hendes mor i virkeligheden er et monster. De ser hende jo kun som den smukke, unge kunstner med de blonde krøller og de store blå øjne. Hun køber sådan nogle fine ting til sin datter.

Så ser det alt sammen så pænt ud.

Narcissister er enormt dygtige til at udstille sig selv. Især nu til dags, hvor de har de sociale medier at benytte sig af.

Facebook, instagram mm. ”se mig se mig” skriger narcissisten som en liderlig lille likehunter. ”follow4follow” skriver de på alt de lægger ud, for at få følgere som de i virkeligheden ikke har tænkt sig at følge tilbage.

Det har taget totalt overhånd. Der er kraftedeme narcissister over alt. De er i grunden ret nemme at spotte, hvis man ved hvad man skal kigge efter. Men man kan selvfølgelig hurtigt blive snydt. Der er dem som ynder at lægge samtlige selfies op og som skifter profilbillede på ugentlig basis og som synes det er sjovt, at spamme deres egen profil med diverse ting personen har foretaget sig i løbet af dagen. Til stor glæde eller belastning for sine følgere -dette er ikke narcissistisk. Men så er der dem, som er meget præcise med, hvad de lægger ud og som konsekvent går efter en helt bestemt reaktion, som altid går på at få bekræftelse på den ene eller anden måde. Folk som i virkeligheden aldrig fortæller en personlig historie, men som udelukkende deler ting, for at skabe et billede som er urealistisk, fordi de selv er urealistiske. De vil have at man skal synes at de er perfekte. Men ingen er perfekt.

De kan også være ofre. Folk som deler ting for at få sympati og som bare elsker at blive ynket.

”Tuuuud sig det er synd for mig!”, ”Hvis jeg døde i morgen, ville du så ikke nok græde til min begravelse? Hvis ikke, vil du så ikke nok slette dig selv fra min venneliste, for så betyder jeg ikke nok for dig…tuuuuuud”

”SIG DU ELSKER MIG!!!” -for jeg hader mig selv!

”Lad mig bruge dig til at onanere mit ego, det føles bare så rart…mvadr”

Det er ligesom et lille barn, der har lavet en tegning og barnet så siger ”Se, er den ikke bare grim?”…så føler man sig lidt presset til at svare ”nej den er da rigtig flot, hvor er du bare god!”…..men ikke mig. Jeg svarer ”Jo! Den er kraftedeme grim. Få dig noget talent og prøv så igen, eller måske du vil klare dig bedre på Istedgade? Der kan du også få opmærksomhed..OG penge!” -selvfølglig svarer jeg aldrig et barn sådan, men jeg kunne godt tænke mig at svare sådan til narcissisten, for det er lige præcis det de gør, de presser dig til at give dem det de vil have, også selvom du ikke mener det.

”Jeg har tegnet den her tegning, se mig se mig, kunne du ikke lige give mig credit så jeg kan få valideret at jeg er god? Så tror andre måske også på det, hvis du siger det!” -vigtigst af alt, narcissisten har brug for at høre det, fordi de ikke har en skid selvværd. De ved godt at de er lort og tomme skaller og derfor er de så ivrige efter at andre skal fortælle dem at de er noget værd.

Problemet med narcissister er bare, at de er pisse ligeglade med andre menneskers følelser. Andre mennesker er udelukkende genstande som narcissisten kan bruge til at onanere sit ego med. For narcissisten er hele resten af verden bare omvandrende dildoer.

De har absolut intet problem med at lyve og manipulere for at få deres vilje. De stjæler også gerne fra andre og lader som om at det de har stjålet er deres. Det mener de i deres eget syge sind at det er. De har jo helt selv stjålet det, så må det også være deres. Narcissisme-logik. Det samme gør sig gældende når de giver ting. Du kan aldrig være sikker på at du får lov til at beholde de ”gaver” du får. Det er jo narcissisten der har betalt for den, så derfor er det i bund og grund deres….du får bare lov til at låne den på ubestemt tid.

De har ingen hæmninger og ingen grænser og de forventer at fordi de har det sådan, så skal andre også have det sådan. Altså at narcissisten kan overskride deres grænser uden hæmninger, vel at mærke.

Der er både intelligente og komplet inkompetente narcissister og alle tror de, at de er pisse specielle og pisse unikke. Dog er de komplet ens, nogle bare mere effektive og smarte omkring deres manipulation end andre, men deres handlingsmønstre og personlighedstræk er fuldkommen ens. Dette på trods af den manglende personlighed.

De kommer jo fra forskellige miljøer. Der er den velhavende narcissist som er ung og smuk og smart i en fart, med karriere og hvad ellers og så er der den dovne og sørgelige narcissist, som simpelthen har ødelagt sin krop hele livet med druk og smøger og som er endt på førtidspension med diverse sygdomme og som konstant brokker sig og føler at systemet og verden skylder dem noget, fordi de bare har det så hårdt.

Dem vil jeg snakke om i mit næste indlæg om narcissister. Jeg tænker at kalde det ”Om narcissister 2.0”…bare for kreativitetens skyld ;)