Om at være stærk

Hvad jeg har været udsat for:

1.       voldtægt

2.       vold

3.       overgreb

4.       seksuelle krænkelser

5.       Mobning

6.       Eksklusion

7.       Bagvaskelse

8.       Utroskab

9.       Psykisk terror

10.   Børnemishandling

11.   Omsorgssvigt

12.   Svigt i det hele taget

Det er nogle af de ting jeg kan komme på uden at fordybe mig i min fortid.

Hvad det har ført til:

1.       CPTSD – komplex post traumatisk stress syndrom

2.       Psoriasisgigt

3.       Migræner

4.       Træthed

5.       Selvmordstanker og forsøg på selvmord

6.       Stofmisbrug i en kort periode (selvmordsforsøg)

7.       Alkoholmisbrug i min ungdom

8.       Intet selvværd

9.       Ingen selvtillid

10.   Selvhad

11.   Vrede

12.   Desperation

Igen er der flere ting jeg kan nævne, men det her er det mest udtalte.

Ting folk har sagt til mig i forbindelse med ovennævnte punkter:

1.       Du skal lære at tilgive dem!

2.       Hun vil altid være din mor!

3.       Du behøver heldigvis ikke at se ham igen!

4.       Har du prøvet akupunktur, meditation mm?

5.       Du skal ikke være så vred!

6.       Stress kan ikke betale sig!

7.       Depression kan ikke betale sig!

8.       Lad fortiden ligge og kom videre!

9.       Selvmord er egoistisk!

10.   Du er så nærtagende!

11.   Du føler alt for meget!

12.   Tag og slap lidt af!

13.   I det mindste slog han dig ikke!

14.   Hvilket tøj havde du på?

15.   Du skal ikke få børn. Det vil være et uværdigt liv for dem med dine gener.

16.   Blod er tykkere end vand!

17.   Du fratager dit barns familie fordi du ikke kan se ud over dig selv og venner er bare ikke det samme som familie!

18.   Er du sikker på det ikke bare er DIG, der er noget galt med?

Hvad siger jeg så til alt det her? OP I RØVEN!!! Livet er hvad man gør det til!

Jeg stiller mig nogle gange uforstående overfor folk som ikke kan håndtere at få et godt liv. Jeg ved godt at det lyder hårdt, men det er det kraftedeme også. Jeg stiller mig uforstående overfor folk som giver op og ikke rejser sig igen. Den helt farlige og fordømmende: Jeg stiller mig uforstående overfor folk, som ikke tager sig sammen!

Uha den får mange til at vride sig i forargelse. Men ikke mig.

Jeg har ikke tal på alle de gange folk har sagt til mig ”vi kan jo ikke alle være lige så stærke som dig!”.

Hvad fanden er det for noget ansvarsfralæggende pis at lukke ud??? Og hvorfor mon jeg synes det er det? Jeg stod i badet og tænkte som jeg ofte gør. Det er her jeg virkelig fordyber mig i de filosofiske processer. Jeg tænkte, at min far var narkoman og han døde af et liv med misbrug og mishandling. Jeg tænkte at han ikke var så stærk som mig. Jeg tænkte at han ikke kunne være så stærk som mig. Men gu fanden kunne han da så, hvis han bare havde taget sig sammen!

Livet er ikke en sygdom! Hvis man er syg eller har en kronisk lidelse eller man er deprimeret, så kan man ikke bare tage sig sammen og så går det væk, men hvis livet er hårdt og du oplever modgang, så kæmp dog for helvede igen! Jeg ved godt at jeg selv var deprimeret og jeg har kroniske lidelser og folk skal sgu ikke sige til mig at jeg bare skal tage mig sammen, men det kommer fandeme da an på konteksten. Jeg ved godt at man ikke bare kan tage sig sammen når man har PTSD fordi man er traumatiseret. Det går det ikke væk af. Men du kan kraftedeme da tage dig sammen og sige ”jeg kan ikke klare det her selv, jeg har brug for hjælp” og så opsøge den hjælp du har brug for.

Jo alle kan sagtens være lige så stærk som mig. Og hvad fanden vil det sige at være så stærk som mig? At tage ansvar for sig selv og sit eget liv? Hvis du ikke kan finde ud af det, så har du givet op og så kan jeg ikke forholde mig til dig.  Vil det sige at holde hovedet højt og rejse sig igen når du er faldet? For kan du ikke det, så kan jeg ikke forholde mig til dig. Eller rettere, jeg gider ikke! Folk i kroniske offerroller, som holder sig selv nede og ikke tager imod hjælp, dem gider jeg simpelthen slet ikke forholde mig til.

Tror I jeg er på toppen hele tiden bare fordi jeg er stærk? Tror I ikke jeg synker ned i et tomt hul i flere dage ad gangen og græder og synes at livet er noget uretfærdigt lort med sur røv på? Tror I at jeg er på toppen hele tiden? Det er jeg ikke! Det kan man ikke. Jeg har følelser for helvede. Jeg føler mig sgu da også uretfærdigt behandlet og jeg VED at jeg var det! Jeg ved sgu da godt, at jeg ikke har fortjent noget af det jeg har været udsat for. Jeg ved da godt at det er sygt og forkert. Men somme tider føler jeg skam og anger for ting jeg slet ikke er ansvarlig for. Og i mit tilfælde og andre som mig, så er det normalt! Jeg fordømmer ikke folk som er nede. Jeg fordømmer folk som bliver nede og især dem, som trækker andre med sig ned.

Jeg bliver sur når folk siger at alle ikke kan være lige så stærke som mig og at jeg bare har flere ressourcer. Altså hvad fanden??? Tror I jeg er født sådan?

Nej vel? Det handler sgu da om valg! Det handler om at opbygge sine ressourcer, fordi du gerne vil mere med dit liv end at være et patetisk evigt offer, som skal reddes. Du er fandeme ikke andres ansvar. Tag ansvar for dig selv og så skal jeg kraftedeme vise dig styrke.

Jeg forstår bare ikke, at nogle folk har så stort et behov for at blive reddet. Ja du er blevet svigtet og ja du har været udsat og ja, det er sgu synd for dig! Men der er bare ikke andre end dig selv, der kan eller skal redde dig. Den eneste grund til at man er svag, er fordi man har travlt med at have så pisse ondt af sig selv, at man finder sig til rette i sin offerrolle. Det er fordi du godt kan lide at blive ynket og aet på hovedet og få at vide hvor synd det er for dig og hvor ond og uretfærdig verden er imod lige præcis dig! Det er så dejligt nemt. Så behøver du ikke kæmpe. Så kan du bare sidde der og brokke dig til hvem end, der gider høre på dig, om hvor hårdt du har det og så kan du ellers blive bekræftet i din mere end sørgelige eksistens.

Og det værste er undskyldningerne. De er der jo altid. De der latterlige ubrugelige undskyldninger for, hvorfor I er endt som I er. ”Jamen min far var også deprimeret og min mor drak meget” –nå…hvad fanden har det med dig og dine valg at gøre? Så har du ikke ansvar for dig selv eller hvad? Tag dig sammen!

”Ej min mor slog mig også da jeg var barn, så det er det eneste jeg kender til!” –ok! Så du har ingen referenceramme til resten af verden omkring dig? Fordi din mor slog dig, så vidste du ikke at det var ubehageligt og hun skulle stoppe og at det var forkert på nogen måde? Tag dig sammen!

”Ja jeg ved godt at jeg lever i en svinesti, men jeg har bare aldrig lært at rydde op hjemmefra!” –STOP!!! Så lær dig selv det! Tag dig sammen!!!

Det er lige så dumt som når folk siger ”Jeg blev slået som barn og det tog jeg da ikke skade af!” når de argumenterer for, hvorfor det er i orden at slå på deres egne børn. –jo…jo så tog du tydeligvis skade, hvis din opfattelse af vold mod børn er, at det på nogen tænkelig måde er i orden, så tog du skade, du er ikke rigtig i hovedet og du skal kraftedeme tage dig gevaldigt sammen!

Men hvad ligger der også i at tage sig sammen? For mig betyder det, at du reflekterer over dig selv, din egen adfærd og livet og verden omkring dig. At du tager en beslutning om, at du vil noget mere med dit liv. At du vil være et bedre menneske og at du vil lære af dine og andres fejl. Kort og godt, at du tager et hensigtsmæssigt valg. Og hvis folk ikke gider at gøre det, så gider jeg ikke dem.

Din barndom bliver ikke bedre af, at du sygner hen og beslutter dig for at være andres problem eller at andre skal løse dine problemer. Du kommer ikke over en voldtægt ved at have ondt af dig selv resten af livet. Dine forældre ændrer sig ikke bare fordi du ønsker det og jeg kan love dig for at dine problemer ikke forsvinder ved, at du konstant brokker dig over dem.

Hvis du gerne vil være stærk, så skal du sgu tage dig sammen og tage ansvar for dig selv. Det handler om at tage et valg. Vil du være stærk eller vil du være svag. Det er enten eller og du vælger det helt selv. Det er ok, at være slået ud ind i mellem. Det er vi alle sammen. Men du vælger selv om du vil blive nede eller om du vil op igen.

Det er ok at klynke, men kun hvis det er midlertidigt. Man kan altid ringe og klynke til mig og jeg vil gerne høre på det. Men kun hvis jeg ved at du søger hjælp til at komme ovenpå, eller har brug for aflastning inden du selv hiver dig selv op. Du skal aldrig ringe til mig og klynke bare for at klynke. Så finder du hurtigt ud af, at kontakten glider ud i sandet. Jeg gider ikke bruge liv på klynkere. Jeg foretrækker at bruge min tid og energi på folk, der kæmper og udvikler sig. Enten er du stærk med mig, du må også hjertens gerne være stærk uden mig….faktisk helst det sidste, men du skal aldrig forvente at jeg vil være svag med dig.

Jeg har ikke kæmpet og vundet alle mine krige, så jeg kan høre på dig klynke over at din rustning ikke er lavet er guld. Jeg gik i krig kun iført min vilje og stædighed og jeg forlod marken blodig og alene. Det var hårdt, men jeg vandt. Selvfølgelig vandt jeg! Og hvis du tog dig sammen, så ville du selvfølgelig også vinde. For her kommer den store overraskelse: DU KAN KUN VINDE!!! Men du vinder kraftedeme intet på at sidde at have ondt af dig selv. Så tag dig sammen, så skal du nok blive stærk!